De første dage som udenlandsdansker

Switzerland (Danish)
Max Rydahl Andersen

Vi tog afsted ved en fire-tiden, efter at jeg havde hentet Lisbeth i Ikast og fået sagt farvel og på gensyn til sviger-familien i Tulstrup.
Det var rigtigt hyggligt at få en sidste mini-frokost derude og give/få knus fra Conny, Preben, Tulle, Charme og ikke mindst Buller
som lige nåede at komme fra Julie's 18-års fødselsdag! Kæmpe tillykke til hende og hendes tvilling :)

I Videbæk var mor og Vips klar med en dejlig varm suppe og med nogle gode store madpakker til køreturen. Efter at have fået pakket
de sidste småting og en hård men dejlig afskedsknuser påbegyndte vi køreturen omkring fire-tiden.

Turen ned til Schweiz gik faktisk ganske problemfrit (tak til Magda). Lisbeth kørte de to timer, hvorefter min far og jeg tog over og
kørte skiftevis 2 til 4(!) timer ad gangen. Bilen var noget tungt i den (der var måske også lige lidt for meget vægt på den), men vi
nåede da allivel ca. 100 km/t på motorvejene i Tyskland. Med hjælp af mors madpakker og et par timer på skift på øjet nåede vi
frem til den Schweiziske grænse omkring klokken ni.

Vi havde jo frygtet den Schweiziske grænse lidt pg.a. den mulige overvægt og de røverhistorier vi havde hørt omkring hvor besværlige
schweiziske toldere kunne værre. Men alt det viste sig at være spildte bekymringer da vi kørte lige igennem grænsen - tolderen ville
bare lige have at vide det var "used stuff" som var i lastbilen og så måtte vi køre videre. Angående "slemme toldere" så skal det da
siges at i de andre 3-4 spor indtil grænsen var der fyldt op med hundredevis af lastbiler som pænt måtte vente på at tolderne fik tid.
Godt vi ikke havde valgt at køre i en større bil!

Efter nogle fåmælte, og skjult for tolderne, jubelscener kort efter grænsen fortsatte vi turen til vores nye hjem.
Og her var vi noget glade for Magda da vi ellers nok ikke lige havde fundet det på blandt de store bakker/bjerge og de små veje
Til de som ikke har fanget den endnu: Magda er min fars kælenavn for hans nyerhvervede GPS PDA.

Vi ankom til vores lejlighed lidt over middag, godt trætte efter at have kørt ca. 20 timer og ikke så meget søvn. Vi fik hurtigt båret
sengetøj, luftmadrasser og diverse andre fornødenheder op i lejligheden. Det var tid til at få sovet lidt inden "flytteholdet" ankom ved
en fire tiden.

Zzzz....

Ved en halv-fire tiden ringede vores vækkeur - nøj, hvor var vi stadig trætte, men vi måtte smide noget vand i hovedet og gøre klar
til flytteholdets ankomst.

Flytteholdet bestod af Christian og Thomas (begge fra JBoss og også nytilflyttere til Neuchatel) som var så flinke at ville hjælpe til
med at slæbe - og slæbe det gjorde de godt nok. Vi lavede en "brand-kæde" op af trapperne til vores lejlighed på 3. etage og så gik
vi igang. Det tog ikke mere end en 40 minutters tid før det hele var deroppe - helt ufatteligt når man tænker på hvor lang tid det tog for
os at fylde bilen. Christian og Thomas smuttede kort tid efter da de skulle nå noget inde på arbejdet, men vi lovede at give dem en
middag en dag som tak for hjælpen.

Senere kom Emily og hendes mand "Perique" (ved ikke hvordan det staves ;). De havde en flaske champagne med - det skulle være til
jeg og Lisbeths "first honeymoon evening in Switzerland" som Emily så fint kaldte det. Hende og "Perick" havde foretaget syn på lejligheden,
så det gennemgik vi lige samtdigt med at vi fik de andre papirer som hun havde klaret for os (husleje, kældernøgle og nøgle til den bygning
som JBoss ligger i). Emily kendte også en del steder vi kunne komme ud og kigge på et genbrugs-bord til stuen - nu hvor vi ikke kunne få
vores eget bord med. Det skal vi ud at kigge på i løbet af ugen. Det er rigtigt godt vi har Emily, uden hende ville vi aldrig have fundet lejligheden
og alt det andet der høre med til sådan en flytning - Tusind tak til hende!

Efter de tog afsted var det tid til endelig at få sovet rigtigt! Forresten kan jeg fortælle at de to selv-opustlige luftmadresser vi har anskaffet er
ganske udemærket at sove på og der er snild plads til to på dem...så kom bare på besøg - sovepladserne er blevet godkendt af både os og min far!

I dag (tirsdag) stod vi så op - eller rettere min far og Lisbeth stod op. Jeg blev lige liggende en halv time mere siden jeg så flot har fået anskaffet
mig en ret træls forkølelse - snøft! Efter et bad (med udsigt over en skov med snedækkede træer) var helbredet nogenlunde.
Derfor tog min far og jeg så afsted for at handle lidt ind i den lokale COOP (Brugsen ala Schweiz).
Det viste sig dog at blive problematisk da de ikke tog VISA! Så vi blev nød til at tage på "skaf-penge" mission til Neuchatel.
Det blev noget af en køretur da Neuchatel viste sig at have en del ensrettede gader som Magda ikke kendte til.
Vi fandt dog banegården hvor vi fik hævet Francs og Euro. Vi kørte så tilbage til vores lokale COOP hvor jeg må sige priserne
overraskede mig selvom jeg var nogenlunde forberedt på at priserne ville være høje. Men f.eks. 25 kr for 4 tomater syntes jeg er liiige i overkanten - og hvad
med 35 kr. for 350 gr. grøntsager!? Puha - jeg håber godt nok vi finder et billigere sted.

Da vi kom hjem havde Lisbeth rørt dej til boller og rugbrød, men uheldigvis virkede ovnen ikke - så der blev ikke til noget hjemmebag i denne omgang.

Nu var det også ved at være tid til at far skulle til at køre hjemad, eller rettere over mod Basel lufthavn for at hente Oluf som er fløjet
herned for at min far ikke skulle køre alene hjem igennem natten og Tyskland.

Det var virkelig hårdt at sige farvel og nøj hvor jeg bare godt vidste det ville blive en hård tur for ham hjem igen. Jeg håber virkelig han godt ved at jeg
er evig taknemmelig for at han ville køre med os herned og få os installeret. Tusind tak far! Håber du klarer turen hjem uden de store problemer!

I morgen (onsdag) skal vi ud sammen med Emily og påbegynde alt papir arbejdet omkring opholdstilladelse, sygesikring, dagpenge til Lisbeth og bankkonto oprettelse....det skriver jeg nok om senere ;)

Hils Danmark!